About Me

Kunstnerprofil Emil Tonne Staal

 

Jeg er musiker og kunstmaler - født og opvokset i Helsingør, har efterfølgende boet i København, i Spanien og har i de sidste 14 år været aktiv kunstmaler på Nordfyn. Jeg har brugt årene på Fyn til at fordybe mig i og udforske det kunstneriske univers, samt at forfine og udvikle mit udtryk igennem kontinuerligt at eksperimentere med nye tilgange, teknikker og materialer.

 

I nogle serier af værker arbejder jeg med bevægelse og grænseflader som en verden, hvor kontrasterne og kommunikationen konstant ændrer sig, konfronteres og indgår i komplekse dialoger med hinanden - på samme måde som jeg også oplever, at verden omkring os er lige nu. Materialerne jeg arbejder med er eksempelvis højglans polythene, mat akryl og olie maling, som på lærredet snørkler sig fabulerende rundt om forskellige historier, tanker, dramaer, og emotioner med spændinger og forløsninger.

Andre værker er rene oliemalerier eller ren akryl, hvor jeg bl.a. arbejder med at kombinere naivistisk naturalisme og surrealisme med det abstrakte og figurative udtryk. Det træder på lærrederne frem som ansigter, personer eller dyr, der placeres i forskellige abstrakte omgivelser, og giver oplevelser af dynamik og diversitet.

 

Som musiker og kunstner har jeg igennem årene rejst mange forskellige steder i verden og det har givet mig mange inspirerende oplevelser. Jeg har f.eks. været på tour i Øst-Afrika, har spillet forskellige steder i Europa, og i 2016 var jeg på tour i Mexico med mit band ”Étonne Musik Group”. Mange af de indtryk, jeg samler undervejs på mine rejser, afspejler sig i de malerier jeg maler, og musikken er ligeledes med til at inspirere min kunst.

 

De sidste 8 år har jeg med mellemrum samarbejdet tæt med forskellige mexicanske kunstnere, hvad der for mig har været en fornøjelig og dyb rejse på flere planer, og det har selvfølgelig påvirket mit udtryk i kunsten. Mexico er et land som bugner af kultur, kunst og spiritualitet og er fyldt med kæmpe kontraster. Rejserne til Mexico har givet mig utrolig meget inspiration og sat et tydeligt præg på mit kunstneriske udtryk.

 

 

 

Kunsten er din bedste ven og din værste fjende

 

Min kunstneriske proces starter altid med at jeg åbner en dialog med mit lærred. Det er sådan jeg opfatter det. Nogle gange snakker vi fint sammen - griner, hygger, fester og skåler, eller taler fortroligt og dybt og afslører hemmeligheder for hinanden. Hemmeligheder som skærer sig ind til benet - i min fortid eller nutid.

Andre gange råber lærredet tilbage og taler ned til mig, håner og ydmyger mig. ”Du er uduelig. Du ødelægger mig.” For det meste tror man sgu på det, og så bliver man til et lille fnug i vinden.

Det er her viljen og håbet kommer ind i billedet.

 

Du arbejder videre med maleriet - selv om billedet hader dig og du hader det - fordi det ikke vil spille de sange, du prøver at skrive. Det gør dig vred eller ked af det, ensom - og tusind andre følelser dukker op. Det er dét øjeblik, samt erkendelsen som følger efter det, som er det vigtigste i skabelsen af et værk. Det sætter fokus på dine emotioner og det er først her det begynder at blive interessant.

Viljen til at ville lykkes, til at opnå den perfekte kommunikation - imellem dig, lærredet og dine farver - er en vigtig ressource, som man skal lære at kende.

Har man prøvet at gå turen hele vejen ned i bunden af kløften og er klatret op igen over toppen af bjerget nogle gange, så har man lettere ved at holde fast i håbet og troen på succesen - og lidt efter lidt kan man vende had til kærlighed, så det ender lykkeligt og man elsker sit nye barn og det smiler tilbage til en, med en indforståethed over for den smalle usikre sti man sammen har gået på. Alt det ubehagelige man har været igennem, som har knyttet vores emotioner sammen.

 

Det er altid dialogen/kommunikationen, der er det bærende i kunsten, som jeg ser det. I den måde jeg går til kunsten på - både i musikken og i malerierne - er det kommunikationen, dialogen og koblingerne imellem tanke, følelse og krop, der er omdrejningspunktet.

Når værkerne er færdige fra min hånd, fortsætter dialogerne og refleksionerne hos beskuerne.

 

“It´s really all about connections,

your connections with your feelings,

your connections with the people and the things around you,

your connections with the canvas and with your materials,

and about feeling the colors inside you.

Then you just let them out.” Emil Tonne

 

 

Mobil: +45-26608045 E-mail: art@emiltonne.dk